Skrevet af

Claus Aagaard, Head of Logistics

Henriette Normann-Ekegren, ESG Manager

Vi har i mere end to årtier arbejdet globalt for at gøre en forskel. Som førende leverandør til verdens største NGO’er og nødhjælpsorganisationer ved vi, at forandring kræver handling. Der følger et stort ansvar med – en bevidsthed, som følger os i alt, hvad vi gør. Det gælder også vores arbejde for klimaet. Derfor glæder vi os over at kunne præsentere nye aftaler med PostNord og UPS, hvor vi yderligere nedbringer vores aftryk – og fortsat går forrest på vegne af vores branche.

”PostNord er vores absolut største leverandør af forsendelser i Danmark – mere end 22.000 pakker sender vi afsted til danske kunder hvert år. Og tallet er stigende”, fortæller Head of Group Logistics i edgemo, Claus Aagaard, og fortsætter: ”Vi er enormt bevidste om, at transportdelen er CO2-synderen i rigtigt mange brancher – ikke mindst i it-branchen. Derfor er vores nye aftale, hvor vores danske forsendelser bliver en del af PostNord’s Pakker Med Omtanke-program, en vigtig komponent i vores samlede strategi mod at blive en grønnere virksomhed”.

Pakker med Omtanke

Alle nationale MyPack-pakker bliver sendt med et såkaldt klimabidrag – til gavn for sikringen af dansk natur, biodiversitet og vores klima. PostNord’s Klimabidrag går ubeskåret til Den Danske Naturfond og Klimaskovfonden, der arbejder for og med projekter, der bl.a. har til formål at reducere mængden af CO₂ i Danmark. Bidraget til Den Danske Naturfond går til genoprettelsen af Hals Mose, et klimaprojekt i Nordjylland, der årligt reducerer udledningen med minimum 1.900 tons CO₂, mens bidraget til Klimaskovfonden går til at rejse ny skov i Danmark.

En anden vigtig brik er en ny aftale med UPS, hvor vores +1000 årlige forsendelser bliver en del af deres Carbon Neutral Service Programme. ”1000 forsendelser lyder ikke af meget, men vores tilgang er ganske enkelt, at vi skal sætte ind, hvor vi kan. Det helt væsentlige er vores samlede indsats. I forvejen sender vi globalt med DHL Express GoGreen, så nu har vi virkelig en seriøs platform til at kunne gøre en forskel”, lyder det fra Claus.

Fokuseret indsats mod uundgåeligt aftryk

Aftalerne med PostNord og UPS indgår i en større sammenhæng. Alle kender ordsproget mange bække små – og det handler i høj grad om det samlede billede. Især når vi snakker om uundgåelige udfordringer, fortæller vores CSR/ESG Manager, Henriette Normann-Ekegren: ”Vi vil gå forrest i vores branche, for det skal vi. Når vi taler om transport i stort set alle brancher, så taler vi om et uundgåeligt aftryk. Derfor kalder vi heller ikke vores leverancer eller vores aftaler for CO-neutrale. Det er ikke muligt at nå dérhen endnu, så derfor taler vi om at kompensere. Det er dét, vi kan gøre nu, og så gør vi det til gengæld med eftertryk. Vi klimakompenserer, offsetter, på alle vores forsendelser, og samlet set, så gør det helt bestemt en forskel, og det er vi stolte af”.

Vi vil gå forrest for klima og branche

Claus Aagaard stiller skarpt på, hvordan man opbygger en grønnere logistikplatform: ”Det handler for os som virksomhed om at nedbringe vores aftryk, længere er den ikke. Derfor udvælger vi de transportører, som kan hjælpe os med det”, siger han og fortsætter: ”Vi er også allerede i gang med de næste skridt ud over aftalerne med DHL, PostNord og UPS. Vi arbejder nu med de direkte indkøb, som vi foretager til os selv. Her lægger vi et pres på vores leverandører og deres transportører. Alt sammen for at øge vores positive aftryk. Vi vil gå forrest – i vores branche er det ikke kun tallene på bundlinjerne, som er sorte. Det er den grønne samvittighed over en bred kam også, så derfor skal der handles”.

Vi investerer, så både vi og transportfirmaerne bliver grønnere

Vores nye aftale med Postnord kommer ikke uden pris, men investeringen er vigtig. ”Vi vil gerne være én af de kunder, som hjælper transportselskaberne med at blive mere bæredygtige”, fortæller Claus. ”Deres sektor står overfor nogle meget voldsomme omkostninger, som de skal igennem for at udføre deres grønne omstilling. Det er en kolossal opgave, alt fra lastbiler til terminaler skal omstilles. Men vi skal løfte i flok – ikke kun i it-branchen, men også de brancher, som vi er dybt afhængige af. Så derfor ser vi det som vores fornemmeste opgave at investere i de muligheder, som bliver stillet frem – som for eksempel af PostNord og UPS”, slutter Claus Aagaard, Head of Group Logistics.

Tænd kontakten

Vil du vide mere?

Udfyld felterne, så kontakter vi dig senest næste arbejdsdag. Du er også altid velkommen på +45 69 89 88 00 eller info@edgemo.com - og i menuen under Kontakt finder du alle edgemo people's kontaktdata.