Læger uden Grænser, Frelsens Hær, Dansk Flygtningehjælp, SOS Børnebyerne, WWF – du kender dem. Eksempler på NGO’er, nonprofitorganisationer, der arbejder uafhængigt af nationale myndigheder for at bekæmpe fattigdom, utilstrækkelig sundhedspleje, miljøproblemer og social udstødelse.
Men vidste du, at vores nye søster, Danoffice IT - som vi smelter sammen med i 2022 - faktisk arbejder skulder ved skulder med over 55 NGO’er for at få hjælp ud til verdens brændpunkter? På Danoffice IT’s kontor i Svendborg sidder Sabine Heide. Siden 2017 har Sabine samarbejdet med cirka 40 NGO’er, primært i Afrika. Sammen arbejder de for at få de bedste aftaler i stand med it-producenter og distributører, så mest mulig hjælp kan komme ud til dem, der har brug for det. ”Det giver en god mavefornemmelse at hjælpe dem, der VIRKELIG gør en forskel”, siger Sabine.
Sabine er heldigvis ikke alene om opgaven, men bakkes op af sit fantastiske fynske team af indkøbs- og logistikspecialister, Allan Løgtholdt, Frederik Holm, Kiwi Sambleben og Jesper Steiner.
Bæredygtighed er på agendaen
I ugen, der lige nu synger på sidste vers, har det været den helt store fætter-kusine-fest for Sabine. Siden i mandags mødtes de fleste af Sabine’s NGO’er nemlig online på konferencen, Nethope Global Summit 2021. Formålet med konferencen er at inspirere medlemmerne af organisationen Nethope til at bruge teknologi til at gøre kollektive og virkningsfulde fremskridt mod verdens mest presserende udfordringer. Denne gang er temaet bæredygtighed.
Måske tænker du nu, at bæredygtighed ikke lige ville være det første, der faldt dig ind, hvis du skulle hjælpe verdens nødstedte. Ikke desto mindre er det et vigtigt element i alle NGO’ernes strategi, og det giver god mening. ”Det nytter jo ikke, at man redder med den ene hånd og ødelægger med den anden”, udtaler Sabine’s leder og CCO i Danoffice IT, Jan Linnet.
Jan er keynote speaker på Nethope-konferencen under overskriften ”Global, compliant and secure IT recycling and waste management”. Med afsæt i FN’s 17 verdensmål fortæller Jan om Circular Thinking; om at forlænge fx it-udstyrets levetid eller give det et nyt hjem – uanset hvor i verden, det befinder sig. Ydelser, vi leverer hyppigt til almindelige danske virksomheder og altså også tilbyder til globale hjælpeorganisationer. Læs mere hos Npvision, som vi også smelter sammen med i 2022.
Genkendelige it-udfordringer
Det er langt fra første gang, Jan taler på Nethope-konferencen. Siden han startede i Danoffice IT for 7 år siden, har han ofte haft taletid på konferencen. Før COVID-19 foregik det som en fysisk konference i blandt andet Dublin og Vancouver. Jan beskriver det som en særlig oplevelse at møde folk fra hele verden ansigt til ansigt. I det hele taget gør samarbejdet med NGO’erne indtryk. Spørger man Sabine, hvad der har gjort størst indtryk, så er det besøgene i fx Rwanda, som er et af de bedst udviklede og reneste afrikanske lande.
Kenya er også godt med; eksempelvis havde den almindelige kenyaner Mobile Pay allerede for 10 år siden, hvorimod kreditkort aldrig rigtig er slået igennem hos den brede befolkning.
Så går du med en forestilling om, at NGO’erne da må have nogle helt andre it-udfordringer end dig selv, så tager du helt fejl. NGO’erne har fuldstændig de samme udfordringer som dig med sikkerhed, fleksible og moderne arbejdspladser – og bæredygtighed. Derfor har de næsten 60 NGO’er organiseret sig i Nethope Inc.; et globalt konsortium, hvis opgave og mål er at hjælpe medlemmerne til via teknologi at opnå større effektivitet og indflydelse. De leverer vejledning, ressourcer, værktøjer og tilskud eller formidler adgangen dertil, fx med hjælp fra Danoffice IT.
Vores bidrag
Ifølge FN er der 195 lande i verden, og Danoffice IT leverer it-udstyr og -løsninger til 180 af dem. Det er ikke bare lige. Ét er den fragtmæssige side af sagen, som kan være yderst kompleks og derfor kræver solid erfaring (læs fx vores Nairobi-historie). Et andet er evnen til at købe produkter i ét land, levere dem til et andet land uden at miste garanti, support osv. Men det evner de - vores nye kolleger i det sydfynske. Evner, som naturligvis ikke alene kommer vores NGO-kunder tilgode, men som vi også gerne deler med dig, især hvis dine opgaver går ud over Danmarks grænser.
Tænd kontakten