Skrevet af

Mette Hylander, Head of Marketing & Pressekontakt

Som mange andre har også edgemo-folket fået hund under corona-krisen. Det er hyggeligt med sådan en firbenet følgesvend, når alle aktiviteter er sat på stand-by – ikke mindst for børnene. Men nu er børnene på vej tilbage i skole, og vi voksne har fået nok af hjemmekontoret. Vi savner det fysiske nærvær af kolleger, kunder og partnere. Heldigvis er vaccine og varmegrader lige rundt om hjørnet, så med hyppige coronatests og lave smittetal er vi så småt begyndt at møde ind i både Hinnerup og Albertslund.

Det betyder også, at hverdagen har meldt sig med pendling, pænt tøj og proviant til poderne - slut med corona-habitten. Men så sidder lille Fido pludselig dér med store, våde hundeøjne. Vi har godt nok fået indarbejdet rutinen med en tissetur inden afgang, men Fido er ikke glad for at være alene hjemme – det har han jo ikke rigtig prøvet før. Derfor har vi i edgemo taget konsekvensen og oprettet en hundebørnehave.

Kun i Hinnerup til en start

Fænomenet er ikke ukendt; der findes indtil flere hundebørnehaver i Danmark, især i Hovedstadsområdet. Og netop fordi mulighederne er så mange omkring Albertslund, er det kun vores Hinnerup-afdeling, der lige nu kan tilbyde pasning af medarbejdernes hunde. Her har vi gode rammer for hundene, da lokationen ligger i et naturskønt område og har rigeligt med plads, som hundene kan boltre sig på.

For at sikre de bedst mulige betingelser for både hunde og ejere, har vi valgt at samarbejde med Rune Albertsen, der er aut. veterinærsygeplejerske og siden 1998 har arbejdet som dyrepasser og dyreværnskonsulent for et dyreinternat. Rune er den, der sørger for, at hundenes behov bliver mødt. Han uddyber her, hvad det betyder for hunden at kunne komme i hundebørnehave:

”En hundebørnehave kan lyde som unødvendig forkælelse af hunden, men i virkeligheden er det at være sammen med andre et basalt behov hos vores firbenede venner, der er udprægede flokdyr. Det er meget bedre for en hund at være ude på den måde, end det er at ligge og kigge på et stuegulv dagen lang og vente på, at du kommer hjem. Der skal blot være en fornuftig afveksling mellem leg og hvil.”

Før hver hund optages i hundebørnehaven, tager Rune et indledende møde med hund og hundeejer for at sikre, at hunden kan indgå i flokken. Endnu er der ikke mange hunde tilmeldt ordningen, men det er godt at starte lidt småt, så vi kan se, om det fungerer, som det skal. Og mon ikke det stiger, efterhånden som flere og flere kommer tilbage til kontoret.

En træt hund med hjem

En af dem, der er blevet rigtig glad for ordningen, er Inside Sales Specialist, Martin Highland Nygaard. Hans familie har under corona anskaffet sig en bomuldshundehvalp, der lyder navnet Bolt. ”Vi havde ikke fået hundehvalp, hvis det ikke havde været for corona”, udtaler Martin. ”Men både min kone og jeg og vores to børn er blevet rigtig glade for vores lille krudtugle. Og med edgemo’s nye ordning kan jeg komme hjem fra arbejde med en dejligt træt, velafbalanceret og glad hund. Det giver ro på hjemmefronten, selv om vi i weekenden godt kan mærke, at han nu er vant til et vist aktivitetsniveau og til at se andre hunde. Det er dejligt at arbejde et sted, der er så rummeligt, at der sågar er plads til familiens kæledægge.”

Skulle du nu sidde og se problemer som allergi og hundelorte på græsplænen hobe sig op, så kan du være helt rolig, for det er der naturligvis taget højde for. Ikke mindst af hensyn til naboerne og huset øvrige beboere. Vil du vide mere om ordningen, er du velkommen til at kontakte marketingchef, Mette Hylander.

Tænd kontakten

Vil du vide mere?

Udfyld felterne, så kontakter vi dig senest næste arbejdsdag. Du er også altid velkommen på +45 69 89 88 00 eller info@edgemo.com - og i menuen under Kontakt finder du alle edgemo people's kontaktdata.