Et helt år har vi gået og ventet. Set på at sten efter sten blev bygget på. Og at det, da frosten satte ind, gik helt i stå. Men nu er det ganske vist: vi flytter fredag den 14. september 2018. Samme dato som edgemo blev registreret som virksomhed for 7 år siden!
Det skal selvfølgelig fejres. Nye krus og kaffemaskiner er bestilt og leveret. Nu med guldtryk, lækre bønner og rigtig mælk. Det bliver som en julekalender, hvor vi åbner låge nummer 24 først. Nye møbler, lamper og gardiner - ja selv ostehøvlen er ny.
Læs mere om huset i Favrskov Lokalavisens artikel
Meyers Restaurant
Kantinen er heller ikke 'bare' en kantine længere, men en lækker restaurant. Meyers Restaurant for at være præcis. Og ja, netop dén Claus Meyer! Ham som også kommer helt fra New York og fortæller om sin mad på dette års edgemo summit - og det er naturligvis ingen tilfældighed, at vi samtidig skal indtage selvsamme lækre mad.
8 mødelokaler og god plads
edgemo får til huse på hele førstesalen og en kvart stueetage. På 1. sal får vi kontorer med langt bedre plads til vores godt 60 edgemo people i Hinnerup, foruden fire mødelokaler, en lounge, to altaner og en fantastisk udsigt. I stueetagen har vi yderligere tre mødelokaler samt et showroom.
Nu kan du holde møde i Klassen, Hulen, Baren, Biffen, Baggården, Shoppen, TV-stuen eller Vip'en, når du gæster edgemo. Se om du kan regne ud, hvad der er hvad?
Husk at ændre vores adresse i dine systemer!
edgemo er fremover at finde på følgende adresser:
HOVEDKONTOR: edgemo a/s, Delta 8, 8382 Hinnerup
LAGER: edgemo a/s, Delta 4, 8382 Hinnerup
ALBERTSLUND: edgemo a/s, Roskildevej 22, 2620 Albertslund
Vær opmærksom på, at vores lager IKKE flytter med - det bliver indtil videre på Delta 6, men også her er nyt i støbeskeen. Mere om dét snart!
Hvornår skal vi feste og fejre det?
Naturligvis skal vi fejre. Og feste. Vi starter på edgemo summit den 11. oktober sammen med kunder, partnere og edgemo-folket. Og så gør vi det igen i starten af 2019 sammen med familierne og resten af vennerne af huset til en vaskeægte reception. Mere om dét senere.
Det skal dog ikke holde dig fra at stikke et smut forbi og prøve den nye kaffe. Giv os gerne et praj på forhånd, så kan det være, at vi også disker op med en kage.
Tænd kontakten