Skrevet januar 2017
”Sagt på fynsk, er vi er en røv-i-bukserne organisation… Vi leverer varen og holder ord overfor vores kunder og overfor hinanden. Vi er modige, passionerede og ukomplicerede”
Tina Rasmussen er Inside Sales Manager for en del af edgemo’s medarbejdere i Inside Sales – og så er hun kulturbærer. Hun er en af dem, der sætter standarden for edgemo’s frie og uformelle omgangstone, og som forstår at sætte handling bag sine fynske ord. Eksempelvis ved at omorganisere og udvide Inside Sales, da edgemo’s succes pressede afdelingen ud i heftig travlhed i 2016.
Faktisk er Tina ret ny i lederrollen. Hun overtog personaleansvaret og driften af Inside Sales i oktober 2016.
”Tina har overblik og en stærk evne for at prioritere. Det er en stor støtte, især i pressede situationer. Det er tydeligt at mærke, at hun er stolt af os. Og så ved hun alt! Hun har en kæmpe all-round viden, som hun – helt uden at være bedrevidende eller arrogant – gerne deler ud af. Normalt er hun ret nærværende, og alligevel kan det glippe; som den dag hun kaldte Stefan for Steffen en hel eftermiddag”, fortæller Jannie Hansson, der startede i Inside Sales i maj 2015.
5 hurtige til Tina
Hvordan motiverer du dine medarbejdere?
"Efterhånden som vi er blevet flere i Inside Sales, har vi fået mulighed for i højere grad at differentiere opgaverne efter individuelle kompetencer, interesser og behov. Nogle trives bedst med rutineopgaver, andre har behov for udfordringer og nytænkning. Fællestrækket er, at vi føler, at vi gør en forskel, og at vores kompetencer bliver brugt rigtigt. Dét er en vigtig motivationsfaktor".
Giver du dine medarbejdere faglig sparring?
"Ja. Jeg sidder sammen med mine medarbejdere og har samme arbejdsopgaver som dem. Det gi’r en god indsigt og en let og ubesværet kommunikation. Dét er vigtigt i en hverdag, der er præget af mange afbrydelser og skift mellem arbejdsopgaver. Jeg kan fx sparre med mine medarbejdere om udfordringerne i det øjeblik, de opstår. Men sparring foregår også medarbejderne imellem – vi er gode til at bruge hinandens viden og kompetencer".
Hvilken af edgemo’s kerneværdier vil du gerne fremhæve, og hvordan viser I den i Inside Sales?
"Modig er måske ikke dén kerneværdi, de fleste forbinder med Inside Sales. Jeg vælger den alligevel, bl.a. fordi vi tør udfordre kundernes valg af produkter. Det kunne jo være, at kunden ikke var klar over nye muligheder – eller havde skrevet forkert. Modet kommer også til udtryk, når vi udfordrer distributører og producenter ved at agere den gode købmand. Selv om det måske ’kun’ er en ordre på 10 tastaturer, kunne det jo være, at der var en mængderabat at hente lige netop på dén vare".
Er prisen den vigtigste faktor i den daglige handel?
"Nej, den kan ikke stå alene. I edgemo fokuserer vi på langvarige kunderelationer ved at levere den rette rådgivning OG konkurrencedygtige priser. Vi har et fantastisk forhold til vores leverandører og kan godt tvinge en særligt lav pris igennem - men ikke hver gang. Vi skal have forståelse og respekt for hinandens forretning".
Hvad er dine forventninger til nye Inside Sales-medarbejdere?
"Jeg forventer, at du tager ansvar, at du har overblik og evnen til at prioritere, og er serviceminded – også overfor dine kolleger. Jeg sætter en ære i, at vi giver en god rådgivning og er dedikerede i at finde den rette løsning – det giver trygge kunder. Hvis en kunde fx spørger Camilla om en switch, hun ikke ved noget om, vil hun svare ”det er jeg ikke ekspert i, men jeg undersøger det og vender tilbage”."
FAKTA
Med de mange nyansættelser i Inside Sales, herunder fire elever, er gennemsnitsancienniteten ikke så høj, som i edgemo’s andre afdelinger. Fem af medarbejderne har dog en anciennitet på mindst to år.
Tina uddannede sig til datamatiker, da de første hjemme-pc’er kom frem. Det gav en grundlæggende forståelse for programmering, komponenter og opbygning af systemer. Efter uddannelsen startede hun i DCC, og i november 2012 skiftede hun til edgemo.