Skrevet september 2021
Historien om Morten Børsting er en historie om at være drevet af det, man interesserer sig for. Det man brænder for. For der stod ikke skrevet nogen steder, at Morten skulle ende som Infrastructure Specialist inden for blandt andet Citrix. Faktisk troede han helt fra barnsben, at han skulle arbejde med film og biografer – og senere stod han endda med en cand.merc. i markedsføring i hånden. Ikke desto mindre, så blev det interessen og nysgerrigheden på it, som vandt i det lange løb.
Kandidat til det store lærred
”Hvordan havnede jeg i it?”, spørger han selv. ”Helt tilbage i folkeskolen begyndte jeg at arbejde i biograferne i Aarhus. Det var – og er stadig – en stærk passion for mig. Og da jeg startede på min cand.merc. i markedsføring og også organisation og ledelse, gav de mig ansvaret for dét, som dengang gik under betegnelsen EDB. Til gengæld fik jeg hele ansvaret, og dét var absolut startskuddet på min rejse ind i it”, fortæller han og fortsætter. ”Her stod jeg egentlig med en vældig brugbar kandidatgrad, men jeg havde virkelig fået blod på tanden med EDB. Så efter mange år i biograferne skiftede jeg spor og landede mit første rigtige job i intern it i en større produktionsvirksomhed. Her kom jeg i gang med mit arbejde med Citrix, og jeg var der i seks år”.
Fra nej til JA
Morten er ægte veteran i edgemo. Nuvel, vi er en ret ung virksomhed, men Morten har været med siden den 1. januar 2012. Før han kom til edgemo, var han i forskellige huse som Citrix-specialist. ”Jeg kom blandt andet til KMD, hvor jeg var i en del år. Det var et stort og sikkert sted at være – ikke mindst som Citrix-mand på dét tidspunkt, for der var virkelig stor efterspørgsel på os dengang. Jeg talte på et tidspunkt med Kenneth Knude, som spurgte, om jeg havde lyst til at være en del af det her nye foretagende. Problemet var jo bare, at edgemo ikke engang var startet endnu, og jeg havde to ting, som jeg var meget OBS på: For det første ville jeg IKKE være den eneste Citrix-mand, for så er der ingen ordentlig sparring. Og for det andet så ville jeg naturligvis have sikkerhed for mit job. Så jeg endte faktisk med at sige nej”, griner Morten.
”Det var om fredagen op til et måneds-skifte. Og jeg fortrød simpelthen weekenden over, så jeg ringede om mandagen og spurgte, om han stadig ville have mig. Han havde godt nok – og heldigvis for det jo – fået andre Citrix-folk med, men vi blev enige. Jeg var vist nummer ni, vi ansatte, og vi var tolv mand med til vores første møde”, husker Morten tilbage.
Som at spille for Barcelona
”Det har været spændende at været med i alle ti år. Og det var den rette beslutning”, konstaterer Morten. ”Før jeg startede, havde jeg hørt om Kenneth som chef, og at han og edgemo faktisk ville fokusere på Citrix - det betød meget for mig”. Men da Morten endelig startede i edgemo blev det tydeligt for ham, at det alligevel ikke kun handlede om det faglige. Der var mere på spil.
”Tag ikke fejl; jeg er rigtig glad for mit arbejde, men kulturen hos os, dén er alligevel helt særlig. Med fare for at lyde som en kliché, så mener jeg seriøst, at dét at arbejde for edgemo er det samme som at spille for Barcelona. Der er en masse gode arbejdspladser derude, men denne her kombination af arbejde og kultur er helt og aldeles unik”, siger Morten og fortsætter: ”Det er klart, at i takt med at vi er vokset kraftigt de seneste år, så er beslutningsprocesserne blevet længere, siden vi var tolv mand. Men man kan ALTID banke på, og kulturen er intakt. Det er ikke kun tal, og som konsulent bliver man ikke jagtet, hvis der er perioder, hvor der ikke er så travlt. Man føler ikke det pres, som man ser så mange andre steder”.
Ingen bliver plukket
For Morten er det menneskelige aspekt af en arbejdsplads helt central - både internt og i samarbejdet med kunder og partnere. Og i edgemo ser han en klar tendens, han kan relatere til. ”Der er nogle ting i forhold til dén måde, vi ansætter på. Kenneth er mere interesseret i personen end i det faglige alene. Du kan være nok så dygtig, men hvis du ikke passer ind, duer det ikke. Det er en super fornuftig strategi. Uanset hvor hårdt, vi har manglet arbejdskraft, så har vi aldrig bare ”plukket folk” udefra. Igen – ligesom Barcelona - så vælger vi kun fra øverste hylde. Vi ved, hvem vi vil have. Så dér praktiserer vi, hvad vi siger – jeg kan stå inde for, at vi aldrig bare har ansat en mulig kandidat, fordi, vi havde brug for hjælp nu og her”, fortæller han. ”Det er lidt det samme, som hvis vi ikke mener, at en given løsning er det rette for kunden, så siger vi nej. Vi tør”.
Citrix i forandring
At Morten rent fagligt har været på et felt, som er i hastig udvikling, er han meget bevidst om, og han er på forkant med udviklingen. ”Når vi snakker Citrix, så er der sket så utrolig meget siden 2011, hvor vi startede. Jeg er ikke på vej væk fra Citrix, men der er ingen tvivl om, at verden er ved at ændre sig drastisk. Der er kommet så heftige netværk derude, så man ikke på samme måde har behov for at lave topløsninger på telefonlinjer – det har haft sin tid”, siger han og fortsætter: ”Omvendt er Citrix stadig i front på mange andre løsninger, og det bliver spændende at se, hvilken effekt Corona får i forhold til remote- og hjemmearbejdspladser, for her er deres teknologi jo med helt fremme”.
Men som historien startede, så handler det om interesser, og selvom Morten er en erfaren herre, så står det stadig ved. ”Mine interesser skifter jo også, så jeg er ikke KUN Citrix-mand længere. Jeg fokuserer lige nu på at uddanne mig inden for Azure, for lige nu går udviklingen i retning af løsninger, hvor Citrix ikke står alene, men i kombination med mange andre ting. Jeg dropper ikke Citrix, men jeg vil være dér, hvor det sker – og det ene udelukker ikke det andet”, slår han fast.
Film og hygge-gaming
Ved siden af sit virke i it-branchen, brænder Morten stadig for filmene. ”Jeg har arbejdet 17 år i biograferne, og jeg troede, at jeg skulle være i branchen altid. Men jeg ELSKER film – så jeg er glad for at kunne gå i biffen igen (red. efter Corona)”, siger han. ”Normalt går fritiden med de klassiske ting som familie, venner osv. Men ellers er vi en flok i edgemo, som hygge-gamer på vores Xbox. Så når familierne går i seng, tænder vi for maskinerne, og så har vi en chat kørende og hygger i timevis – det er et super fedt fællesskab”, slutter Morten Børsting.