Skrevet april 2018
"Mine kolleger og jeg har rent faktisk haft grejet mellem hænderne, og vi kender de kolleger, vi sælger - det giver en troværdighed, også i vores markedsføring"
Mette Hylander er vores Head of Marketing og har længe været i front for vores ansigt udadtil. Selv matcher hun dog ikke billedet af den typiske marketingchef. Vi gætter på, at hun er en af branchens mest it-kyndige af slagsen. Mette har nemlig haft it mellem hænderne siden hun startede i DanaData i 1993. Mette snakker ikke kun om it – hun forstår it. Og så forstår hun mennesker!
Ægte forskellighed
Når du snakker med Mette, handler det ret sjældent kun om it. For Mette starter og slutter it-branchen med mennesker, der handler med mennesker – og gerne nogle, de kan lide. ”Det er svært at snakke om vores start uden at snakke fortid. Det minder mig om min start i DanaData i 1993. En lille virksomhed med en nærhed til det, man solgte”, siger hun om den nærhed og autenticitet, som ligger hende så meget på sinde.
”Man kan ikke skære folk over én kam, for vi er forskellige. Med forskellighed kommer autenticiteten, og det kommer ned til det enkelte menneske. Det skal være ægte! Ud med den intetsigende markedsføring – det er varm luft. Her ved vi, hvem vi er, og hvad vi sælger”, siger hun.
"Det, Mette gør bedre end nogen anden, jeg kender, er at formidle noget så uhåndgribeligt som kultur. En kultur, som hun derved er en af hovedbærerne af, både internt og eksternt i Danoffice IT. Alt i vores marketing og kommunikation har denne klare linje, som viser hvem vi er, og ikke blot hvad vi sælger. Hendes hjerne er dejligt krøllet. Og så har hun alligevel styr på sit shit med en misundelsesværdig ro. Det giver hende en respekt blandt kollegerne, der er noget mere monumental, end hun selv er klar over. Mette er limen, der binder det hele sammen. Og så har hun tilmed 'varme hænder'”, beskriver Head of People & Culture, Torben Christensen, som har arbejdet sammen med Mette siden 2011.
God balance til slips og jakkesæt
Mette har altid gået – eller løbet – forrest. Hun startede ud som en del af Frontløberne i det århusianske Mejlgade-miljø, og i dag går hun forrest og skubber grænserne for, hvordan man sætter ord og farver på it – og på mennesker i it. Og farverne og tilgangen kommer et sted fra: ”Siden Frontløberne har jeg holdt fast i min interesse for kulturen, og jeg elsker Aarhus’ undergrund. Det giver en god balance til slipsene og jakkesættene”, siger hun med et grin.
5 hurtige
Hvordan har du oplevet udviklingen i it-marketing?
”Der er heldigvis kommet flere farver ind over. Tilbage i 00'erne var den danske it-branche ret grå og kedelig. Jargonen har også ændret sig lidt til en mere direkte jargon, men der er stadig noget at arbejde med. Vi arbejder selv hårdt på vores egen tone, ord og farver.
Nu skal vi bare have gjort has på den markedsføring, der er for købt. Det kan ikke passe, at en kunde skal sidde til 8 timers seminar og kun få noget ud af det sidste indlæg, fordi de første 7 indlæg betaler for det sidste med værdi. I Danoffice IT er meget markedsføring betalt af os selv. Det giver os en frihed til at sige, hvad vi mener, og fortælle den historie vi finder vigtigst".
Mennesker betyder meget i Danoffice IT – hvad med i markedsføring?
"Vi har brugt mennesker i vores marketing altid. Da vi startede, skiltede konkollegerne i branchen ikke med sine ansatte af frygt for at nogen "stjal" dem. Men vi satte ansigter på. Og en måde at se på, at vi er lykkes, er headhunternes aktivitet hos os. Men det forpligter på en god måde. Hvis vi ikke formår at holde på vores ansatte, så er vi ikke dygtige nok. Det går dog rigtig godt - faktisk har mange af os haft både 5- og 10-års jubilæum".
Hvad ser du efter som leder, når du søger nye hænder?
"Det menneskelige – det er en væsentlighed. Der er dog desværre ikke så mange marketingfolk, som ved noget om it, så it-indsigt er også et stort plus i min bog. Hvis man ikke ved, hvad en server er, så er det op ad bakke. Det er en forudsætning, at du ved, hvad du snakker om".
Teori eller håndværk?
"Der er intet så overbevisende, som når du kan mærke, at personen selv har haft produktet i hænderne. Det gælder, uanset om det er en pc eller din kollega, du sælger eller markedsfører. Ligesom i min DanaData-tid har vi nu lageret og konfigurationscenteret tæt på og fri adgang til selv at prøve produkterne. Mine kolleger og jeg har rent faktisk haft grejet mellem hænderne, og vi kender de kolleger, vi sælger - det giver en troværdighed, også i vores markedsføring".
Hvordan holder du kontakten til jeres kunder?
"For at være i Danoffice IT skal man kunne forstå vores kunder. Jeg tager også ud og mødes med vores kunder. Vi taler om marketing, om it og om vores relation. Jeg stiller mig over til kunden, og det giver så meget. Vi sørger også for, at kunderne taler med hinanden – fx ved vores roundtables. Det giver en forståelse, man ikke kan få fra svarene på et spørgeskema".
Fakta
Mette siger selv, at ”arbejdet fylder meget, men ikke på den dårlige måde”, og uddyber: ”Mit arbejde er jo sjovt og spændende. Tænk at få lov til at være med til at forme en virksomhed. Og med en ledelse, som tør og vil give ansvaret fra sig – de stoler på mig. Det er en gave - så det kan være svært ikke at lade arbejdet fylde”.
Siden Mette's start hos Frontløberne har hun holdt tæt snor i undergrunden og i kulturen. Især musikken fylder, og de fleste genrer er velkomne. ”På en god dag er der både reggae og opera på derhjemme. Musikken kan flytte dig mentalt, og jeg bruger det meget i mit arbejde”.