Skrevet september 2019
"Det minder mig lidt om gamle dage, hvor jeg var i en vækstvirksomhed med 80 mand. Men her er det dog med fuldt tryk på: Alle kender alle, og der er ikke langt til toppen. Man hjælper hinanden."
Jimmy blev edgemo’s første Cloud License Specialist i juni 2019 – en titel, han har arbejdet hen imod efter flere år i it-branchen. Generelt har han haft et skarpt blik på it-udviklingen, siden han i tidernes morgen startede som sælger i en elektronikafdeling og forsvandt ind i en verden af hardware og ja, it. Derudover så kører det for Jimmy - det har det gjort siden han var 7, hvor han for første gang tog et par rulleskøjter på og startede en passion for livet.
Rullende passion
I edgemo elsker vi ægte passion. Det er da også én af grundene til, at Jimmy er spot-on på kulturen. Hvis man er drevet af energi, så kan man give energi fra sig. Jimmy nævner som noget af det første sin passion for at køre på rulleskøjter. Der er ikke tale om hyggeslalom ned ad villavejen. Nej, det er afsted ud i byrummet, hvor han forcerer gelændere, trapper og afsatser, og med flittige besøg i landets skater-parker, hvor han også deltager i mesterskaber og konkurrencer. Passionerede mennesker kan noget – og Jimmy, han kan noget både med inliners og med it.
”Jeg startede egentlig i Bilka som sælger, men det var først, da jeg havnede i elektronikafdelingen, at jeg så lyset. Det var super fedt at været specialist på hardware, og jeg dyrkede det. Derefter røg jeg videre i en række konsulenthuse, inden jeg landede i edgemo”.
Licens til skyen
Jimmy har sin egen titel – indtil videre – i edgemo: Cloud Licence Specialist. ”Jeg har arbejdet i over ti år med at specialisere mig i især Microsoft Cloud-licenser. Microsoft, og andre, må jo siges at være godt på vej i skyen, og jeg elsker at hjælpe kunderne med helt eller delvist at komme i cloud’en. Det er blevet mit speciale”, siger han og fortsætter: ”Området er virkelig bredt, men licenserne er et kapitel for sig. I edgemo har vi kompetencerne til at kunne tage hånd om kunden. Vi prøver at se, hvordan kunderne oplever dét at skulle i skyen. Vi tænker hele løsningen ind – fra design til implementering. Det kan vi gøre, fordi vi er specialister”.
”Jeg har de seneste 8-10 år arbejdet primært med kunder i Commercial- og Enterprise-segmentet”, fortæller Jimmy. ”Det er en fordel for os på cloud-licensområdet”, siger han, og med tilgangen af både store og globale kunder i edgemo, giver vi ham ret. Ifølge Jimmy selv arbejder udviklingen MED os, så 'stort' ikke også behøver at være tungt og komplekst. ”Vi ser i høj grad både nu og her, men også varslet for nær fremtid, at Microsoft kommer til at gøre tingene på de store aftaler mere simple, så det bliver rigtig godt”, siger han.
Ikke noget ”det vil vi ikke”
”Jeg havde engang en kunde, som havde fået en reel cloud-forskrækkelse. De havde været ude i skyen, men havde trukket alt hjem til 100% on-premises. Men jeg fik lov til at analysere deres forretning og deres tekniske udfordringer, og så kom vi frem til, at de kunne spare 400.000 kroner alene ved at købe cloud-licenser”, siger Jimmy og kommenterer på diskussionen om cloud-udviklingen, som ofte er sort/hvid og ophedet: ”Teknologien stopper jo ikke. Og producenterne stopper jo ikke. Så i princippet er der ikke noget, der hedder; det vil vi ikke. Cloud’en er kommet for at blive, så det er bare et spørgsmål om, hvornår man gør det”.
Jimmy er i edgemo landet et sted, hvor der tages holdning til udviklingen. ”Groft sagt er det bare servere, som ligger et sted derude. Og årsagen til udviklingen skal tildels findes i, at fokus er flyttet til core business i stedet for drift og teknik. Så på den måde flytter virksomhederne driften ud i skyen, så de kan se på deres forretning, og vi kan se på deres forretning. Og så længe vi i edgemo fastholder, at vi ikke kun ser på løsningerne - og for mit vedkommende: licenserne - men holder et skarpt øje på, hvor kunden kan udvikle sin forretning, så er vi next level. Så er vi en succes”, slår Jimmy fast.
Hvis man har det godt, så bliver man
At lande i edgemo kan være en omvæltning, hvis man som Jimmy kommer fra større organisationer – eller organisationer, hvor man ikke har det samme fokus på kultur og ånd. Og dét fangede Jimmy med det samme. ”Det minder mig lidt om gamle dage, hvor jeg var i en vækstvirksomhed med 80 mand. Men her er det dog med fuldt tryk på: Alle kender alle, og der er ikke langt til toppen. Man hjælper hinanden”, siger Jimmy og tager fat i én af vores kæpheste: Forholdet mellem sælgere og konsulenter. ”Jeg har altid været placeret sammen med salget, men i edgemo blev jeg placeret sammen med konsulenterne, og dét siger meget om den måde, man ser tingenes sammenhæng på”.
Jimmy siger om sin entré i edgemo: ”Det passede ind i, hvad jeg godt kunne tænke mig. Der var også noget spændende i at bygge et felt op fra bunden på licens-området”, siger han. ”I min første uge havde vi kompetencedag, som sluttede med, at vi tog ud og spillede pool og brugte hele dagen og aftenen. Ledelsen sparer ikke på os – folk skal have det godt. Det er jo også dér, arbejdspladser kan differentiere sig: Hvis man har det godt, så bliver man”.
Fakta
Det ruller i Jimmy’s fritid, må man sige. Hans liv på rulleskøjter bliver suppleret af både boksetræning og styrketræning. Som han siger, så skal man bruge energi, for at få energi. Og som nybagt far for tredje gang oven i edgemo, rulleskøjterne og træningen, ja så skal der lidt til.