Skrevet marts 2022
Eigil Ørnfelt har været på flere rejser i sin karriere i it-branchen. Han er en af dem, som har taget ”hele rejsen” med Citrix – fra det hed WinFrame og frem til i dag. Han er også én af dem, som har taget rejsen fra den mere klassiske infrastruktur til i dag at specialisere sig mod skyen og services i Azure. Og så har han været ude og få solid erfaring i branchen – både som ansat og som virksomhedsejer. Til stor gavn for de kunder og kolleger, han hjælper i det daglige.
Som det ofte er med it-karrierer, så startede Eigil's spæde start i it-branchen også lidt tilfældigt. ”Jeg startede med at være det, som engang hed kontormaskine-mekaniker, som også var det, jeg uddannede mig til”, lægger Eigil ud. ”På min første arbejdsplads, mens jeg stadig læste, fik jeg øje på it. For min arbejdsplads havde naturligvis en it-afdeling, hvor jeg havde opgaver med printere osv. Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at dét der med computere, det var meget mere spændende end at rode med maskiner. Jeg var egentlig stadig under uddannelse, men allerede efter seks måneder skiftede jeg spor til kun at arbejde med it”.
Konsulent, virksomhedsejer og møde med edgemo
Det næste skridt i Eigil's arbejdsliv skulle få ret stor betydning og markere noget af et skifte: ”Jeg blev i virksomheden i nogle år, og lidt af tilfældigheder ringede en gammel kollega. Derefter havnede jeg i en virksomhed, som jeg faktisk endte med at købe mig ind i. Det var i 2000, og her varetog jeg en konsulentrolle”, fortæller han og fortsætter til sit første møde med edgemo. ”Efter nogle år, solgte jeg min andel af virksomheden og prøvede nogle forskellige steder. Et års tid før, jeg startede hos edgemo, havde jeg faktisk min første dialog med Kenneth Knude, men tingene passede ikke lige helt ind. Et år efter talte vi dog sammen igen, mødtes og blev enige om, at dét var det! Og nu er der gået otte år”, konstaterer Eigil.
En teknologisk rejse
Eigil har ikke været med siden it-tidernes morgen og er - med sin konstante opdatering på ny viden og opkvalificering på sit fag - bestemt ikke noget it-fossil. Men han har været på en lang rejse blandt andet i Citrix-regi. ”Helt siden starten, hvor jeg stadig uddannede mig, har jeg arbejdet med WinFrame, som senere blev til Citrix Virtual Apps”, fortæller han om sin erfaring med et produkt, der går tilbage til 1995. WinFrame blev udfaset i 1998, så i it-sammenhæng taler vi om nogle af it’s formative år. Men også Eigil udvikler sig: ”De senere år har jeg skiftet lidt væk fra det klassiske Citrix og arbejder i dag mere med Azure. I dag sidder jeg blandt andet med services i Azure, så det er lidt et karriereskifte, jeg har taget”.
”Det holder ikke – det kan de ikke, det dér”
”Der var en kæmpe personlighed omkring brandet”. Sådan indleder Eigil selv fortællingen om, hvordan han landede hos edgemo. ”Der var mange i branchen, som sagde det holder ikke – det kan de ikke, det dér! Men efter et par år fik tonen lidt en anden lyd. edgemo havde fået nogle kanon profiler til virksomheden, og det skabte respekt. Vi kender jo hinanden i branchen, så jeg kendte ret mange af dem, der arbejdede i edgemo, i forvejen”, husker Eigil tilbage til 2013, hvor han startede hos os. ”Så jeg var faktisk ikke så nervøs, da jeg startede – for de var godt i gang. Og det er vi jo stadig, må man sige. En ting, jeg kan huske - og det er virkelig en cadeau til vores sælgere: Der var edgemo-visitkort og -postkort over alt. Man mødte dem på borde og opslagstavler over alt, så der var virkelig en sund awareness i hele branchen omkring den her unge virksomhed”.
Ikke én eneste dag…
Eigil har ikke fortrudt sit skifte for snart otte år siden. ”Efter at jeg blev ansat, kunne jeg jo se, at det var et rart sted at være – et fantastisk sted at være”, siger han og fortsætter:
”En ting, som betyder rigtig meget, er, at der er rum til udvikling. Man kan gå til ledelsen og sige, jeg vil gerne prøve noget nyt. Der er ikke kun fokus på, at man skal leve op til sine timer. Det er ikke målet i sig selv i edgemo – der er tid til at udvikle sig. Vi tager os tiden til det”. Eigil sender også en tanke til edgemo’s ledelse, som han ikke føler, er langt væk: ”Der er også dén her ting med, at man er rigtig tæt på ledelsen i edgemo. Som ansat kan jeg træffe hurtige beslutninger direkte med min leder – og dén frihed, vi får, den er guld værd. Jeg kan godt lide de lange, nære relationer til kunderne. Der er masser af frihed dén vej også – 95% af mine opgaver, får jeg direkte fra min egen dialog med mine kunder”.
Vokseværk på den gode måde
Eigil har med otte år i edgemo været med i de år, hvor væksten har været rigtig høj. Men tempoet og tilgangen af nye kolleger har ikke påvirket tingene negativt, mener han: ”Ledelsens nærvær har været altafgørende for, at vi som virksomhed ikke har knækket nakken gennem væksten”, lyder det. ”Det er klart, at når vi er blevet så mange, så får jeg ikke lige smalltalk'et med Kenneth Knude hver dag. Men jeg tror faktisk, det lidt er persongalleriet i ledelsen, som har gjort, at der er dén her tryghed. Det er deres fortjeneste, at tingene er endt, som de er”.
Privat, under overfladen
Når Eigil holder fri, er det sammen med familien og med en hobby, som på mange måder står i kontrast til et liv i tech og it. ”Jeg elsker at cykle landevej – og så dykker jeg rigtig meget. Lige undtaget under Corona, så satser jeg på at være afsted en gang om ugen – for det meste i Lillebælt”, fortæller han. ”Det er en helt speciel oplevelse, som jeg har med mine drenge. Men ellers går tiden med familien og med at vandre og renovere lidt på vores gamle hus. Og endelig så er jeg med i et slæng i edgemo, hvor vi slipper afsted med at spille lidt Xbox om aftenen, når familierne sover. Det er en super hyggelig, social ting, vi har der”, slutter Eigil Ørnfelt.