Fujitsu & Veeam

Kedelig, men virkeligt god backup

Indrømmet! Om lidt spørger du nok dig selv, HVOR kedelig denne tekst egentlig bliver. For ja, emnet er backup og hardware af hårdeste skuffe. Et område som sjældent lægger op til historier, der får nakkehårene til at rejse sig. Men vi må skuffe dig. Historien, du skal til at læse nu, handler om faste nordjyske håndtryk, om godt samarbejde og om at droppe luftigt pladder - og komme til sagen!

Skrevet september 2015

I det nordjyske holder en af nationens mest velansete aktører på markedet omkring samlede el-tekniske løsninger til. Kunderne spænder over industri, infrastruktur og erhverv. Fra slagterier og fjernvarmeværker til zoologiske haver. Casen er vækstvirksomheden Intego. Stiftet tilbage i 2007, men med rødder godt to årtier tilbage. Henover finanskrisen er det gået stærkt. Fra ca. 250 mand i 2009 til knap 600 mand i 2015. Uden store armbevægelser, McKinsey-drenge eller markant medietilstedeværelse. Fokus er stramt på det gode håndværk og med hidsige kvalitetskrav. Med andre ord, ingen pjat! Og sådan er det også, når vi taler om valget af samarbejdspartnere og om grundlæggende, livsnødvendig it. Intego har fra start sværget til Fujitsu. Og til at formidle og realisere den aftale – og meget mere - står et stolt edgemo a/s.

Drop luftkastellerne - det er jo bare hardware!

Tendensen er klar: Jo tættere, vi kommer et emne, som – og lad os være ærlige her – ikke strutter af charme, selvtillid og det, der er værre, jo mere prøver leverandører over hele linjen at tilføre emnet masser af selvsamme og masser af luft. Der er ingen grænser for, hvor strategi- og værditung en beskrivelse af et server-setup i dag kan være. Leverandørerne sælger i dag ikke stabile, og energibesparende servere – de sælger forretningsunderstøttende og værdiskabende systemer med bred organisatorisk forankring.

Vi venter alle spændte på den dag, hvor nogen i bred offentlighed siger ”HeartWare” om hardware. Men her står edgemo af – og det gjorde Intego også.

Håndtryk og handling

”Det hele startede med, at Lars Andersen (direktør i edgemo, red.) satte sig i bilen og kørte op til os i Aalborg. Mødet var kort, intenst og udbytterigt”, siger it-chef i Intego, Morten Christensen og fortsætter: ”På et tidspunkt siger Lars, at ”SÅ! Nu gør vi sådan her…” – og det var helt bogstaveligt med et fast håndtryk henover bordet, hvorefter han sagde: ”Der kommer en konsulent i morgen…” – og få dage senere var vi oppe at køre”. At der var kort fra tale til handling, og at edgemo kunne forholde sig til Integos Fujitsu-aftale var den udløsende faktor.
”Jeg har to rack-skabe i serverrummet, og ligesom med alt andet hardware her i butikken, så står der Fujitsu på samtlige enheder”, siger Morten og fortsætter: ”Jeg har tre-i-én god grund til at sværge til Fujitsu: Stabilitet, service og et absolut minimum af fejl, og det forstår edgemo at omsætte”.

”Jeg har en udfordring…”

Sådan lød udmeldingen fra Morten Christensen for nylig, da han kontaktede edgemo med henblik på at konfigurere et kompliceret backup-system til at håndtere Intego’s lokale data. Næste sætning lød noget i retningen af ”Jeg tænker, vi gør sådan her: [indsæt lang, teknisk udredning) ]… Men hvad tænker I?”.
Der blev tænkt, og igen gik det stærkt. edgemo trak i arbejdstøjet og skræddersyede sammen med Fujitsu et ny set-up, som var hurtigere, sikrere, havde bedre oppetid – og var langt billigere på energisiden. ”Det fantastiske er, at der sker noget – og det er derfor, det aldrig bliver trivielt. Teknikken er næsten det mindste her, når flowet og samarbejdet kører på den måde”, siger Morten.

Men ingen taler om backup?

Backup er og skal være en usynlig feature i din it-organisation. Men grunden til, at det er småt med omtale, er måske også, at det er jævnt kedeligt? Men når vi spørger Morten, om det er sjovt at arbejde med backup, så siger han ja og forklarer: ”Med fare for at gentage mig selv. Man kan se, at man kommer nogen vegne. Fremskridt er tydelige her – og jo mere specialiseret, feltet bliver, jo mere passionerede bliver folkene omkring én i processen”, siger han. ”Normalt gider ingen tale om et nødvendigt onde som backup – kun når skaden ér sket, men her er det helt omvendt”.

Om service-køer og om at skeje ud

For Morten Christensen og Intego er én af de største værdier af samarbejdet, at det er en udveksling. ”Det skal forstås på den måde, at der er utroligt meget mere i det end it. Hos edgemo er man ikke bare et nummer i en service-kø – man får faktisk taletid”. Det faktum understreges af, at edgemo bl.a. også har arrangeret en Fujitsu-brugergruppe, hvor selvsagt edgemo selv og Fujitsu er deltagende, men hvor også Intego og andre virksomheder sidder med. ”Det er super værdifuldt og givende”, siger Morten. ”Både turene til Fujitsu’s fabrikker i Tyskland og vores eksklusive inspirationsmøder giver værdi og er lærerige. Og når vi snakker edgemo, så skal vi heller ikke glemme deres egne arrangementer, fx edgemo Summit. Det er spændende – og det er i dén grad sjovt og så styrker det en masse relationer”, slutter Morten Christensen om partnerskabet Intego-Fujitsu via edgemo anno 2015.

FAKTA - Intego A/S leverer samlede el-tekniske løsninger til Industri, Infrastruktur og Erhverv. edgemo er eksklusiv Fujitsu-leverandør til Intego. Vi leverer infrastruktur, pc’er, tablets og andet hardware. Intego anvender også edgemo’s egen SOFT2go-løsning. edgemo, Fujitsu og Intego har samarbejdet siden 2012

Tænd kontakten

Vil du vide mere?

Udfyld felterne, så kontakter vi dig senest næste arbejdsdag. Du er også altid velkommen på +45 69 89 88 00 eller info@edgemo.com - og i menuen under Kontakt finder du alle edgemo people's kontaktdata.