Samsung's nye Smart Monitor er en hybrid mellem et tv og en pc-skærm, målrettet hjemmekontoret. Vi sendte skærmen med Infrastructure Specialist i edgemo, Bjørn Mikkelsen, som her giver sit bud på, om den lever op til potentialet.
Da Danmark lukkede ned, og edgemo - som så mange andre - sendte mig og mine kolleger hjem at arbejde, indrettede jeg kontorarbejdsplads i soveværelset. Med tre børn i hjemmet er det vigtigt for mig at have muligheden for at lukke en dør, når huset summer af hjemmeskole, frokostpauser og søskendeuenigheder. Så her har jeg siddet on/off det sidste års tid. For nylig fik jeg mulighed for at teste Samsung’s nye skærm, Smart Monitor 32" M7, designet specifikt til hjemmekontoret, og den har fået mig til at genoverveje indretningen i soveværelset.
Hjemmearbejde med remote access
Jeg hører til de priviligerede, der kan arbejde næsten hvor-som-helst, bare der er internet. Derfor var det nemt for mig at flytte arbejdsplads. Og selvom jeg har savnet kollegerne, fungerede det fint at arbejde hjemmefra. Til daglig sidder jeg med kundevendte opgaver inden for it-sikkerhed, og med undtagelse af få ting, som skal laves onsite, er jeg vant til at arbejde meget remote. Ofte har jeg adgang til kunders miljøer, hvor jeg fx foretager scanninger for malware og sikkerhedsbrister, laver sikkerhedsreviews og lignende.
Udover nogle specialiserede security-produkter foregår det meste af mit arbejde i Office-pakken, hvor Word og Visio er de oftest benyttede applikationer. Jeg anvender Citrix til remote access ind til edgemo og nogle af vores kunder. Så jeg har ikke de helt store fagligt begrundede krav til en skærm. Min pc er en HP Elitebook, som jeg plejer at docke via USB-C med blandet held. Jeg har i hvert fald haft både gode og dårlige docks.
En skærm med masser af plads
Da jeg fik Samsung-skærmen til test, var min første tanke, at den er stor. 32" fylder godt på skrivebordet, selvom skærmen i sig selv er både slank og enkel i designet. Der medfølger power- og HDMI-kabler i kassen. Jeg tog chancen og satte pc'en til med et af mine egne USB-C-kabler. Efter lidt indledende opsætning, hvor skærmen forbindes til Wi-Fi - og der er mulighed for at logge på dens Smart-funktioner - poppede pc'ens skrivebord op i 4K foran mig.
Der er tre almindelige USB-stik på bagsiden af skærmen, så udover displaytilslutningen fungerer den også som dockingstation i sig selv - og det gør den faktisk rigtig godt! Jeg satte mine dongles til headset, ekstern mus og tastatur permanent i skærmen, så den eneste tilslutning, jeg fik behov for, var USB-C-kablet mellem pc og skærm. Mit skrivebord har sjældent været så ryddeligt.
Størrelsen og 4K-opløsningen betyder selvfølgelig, at der er plads til rigtig meget på skærmen, og at det hele står knivskarpt. Jeg brugte lidt tid på at indstille farver, hvidbalance og kontrast. Desværre er det lidt beværligt at indstille helt efter egne præferencer, og jeg fandt aldrig ud af at få adgang til alle indstillingerne. Alligevel endte jeg med et godt billede, der er behageligt at arbejde med. Det er vist i øvrigt første gang, jeg har haft en computerskærm med fjernbetjening.
Fra forretning til fornøjelse ved tryk på en knap
Fjernbetjeningen er enkel og ret intuitiv at bruge. Der er genvejsknapper til Netflix og Amazon Prime, og selvom vi pt. ikke har sidstnævnte i husstanden, så er der nærmest fuld plade på diverse streamingtjenester herhjemme. Og de har allesammen en app i skærmens OS. Vi bruger i forvejen Samsung-tv i hele huset, så den nye skærm passer lige ind i økosystemet, og er nem at gå til. Jeg kunne sagtens se en skærm som denne afløse to skærme på hvert af børneværelserne.
Vi har ikke tv i soveværelset, så det har mest været for udforskningens skyld, at jeg har haft gang i skærmens forskellige streamingapps. Der er ikke en finger at sætte på billedkvaliteten, og hvis man er vant til at bruge et Smart-tv, er man hjemme her med det samme, når kontoret lukker - eller hvis man sætter et afsnit af "Futurama" (red. amerikansk tegneserie) på i frokostpausen.
I forhold til billedet havde jeg som nævnt svært ved at få adgang til alle indstillinger. Og noget, man lige skal vænne sig lidt til, er skærmens Eye Saver mode, der begrænser mængden af blåt lys, og angiveligt gør skærmen rarere at kigge på i længere tid. Jeg endte dog med at slå det fra, for at få en bedre farvegengivelse. Lyden i skærmens indbyggede højttalere er ret fin, og der er endda mulighed for at tilslutte bluetooth-headset direkte, hvis man er mere til den slags. Det giver også mulighed for at se tv uden at forstyrre resten af huset.
Et rigtigt godt alternativ til de fleste skærme i hjemmet
Som nævnt kunne en skærm som denne sagtens afløse to andre skærme, især på børneværelserne, hvor 32” er luksus til computerarbejde og perfekt til tv. Og jeg vil tro, at det for mange faktisk ville være en opgradering af begge.
Hvis jeg skal kigge lidt kritisk på skærmen og dens specifikationer, er der kun én enkelt ting, der afholder mig fra at skifte 6-7 af hjemmets skærme ud med fire nye Samsung monitors: Mine børn og jeg gamer meget, men dén game-mode, der er indbygget i skærmen, fungerer kun ved 60hz, hvor de gode gamer-skærme i dag kører mindst 144hz. Det er lidt en dealbreaker i vores specifikke tilfælde. Men hvis ikke man har dét behov, er skærmen ideel som hjemmearbejdsskærm.
Tænd kontakten