Hvis ikke edgemo skulle skrive en historie om edge computing, hvem skulle så? Ordlegen ligger lige for, men koblingen er i stedet, at vi altid har vores radar tændt, så vi kan være på forkant. Det er da også på forkanten af udviklingen, at tendensen om edge computing udspiller sig. Og med et 5G-netværk, som snart melder sin ankomst, starter et kapløb om at komme tendensen i forkøbet. Derfor ser vi nu edge computing materialisere sig fra tendens til ny it-virkelighed. En virkelighed, som Lenovo byder stærkt ind på med en helt ny type server.
Dér, hvor det sker
Tendensen taler sit eget sprog. I og med, at IoT driver mere og mere af udviklingen, så vil vi i meget nær fremtid se et skifte i, hvor og hvordan vi behandler data. IoT er den direkte årsag til, at vi overhovedet taler om edge som fænomen.
Edge computing går kort fortalt ud på, at man flytter databehandling fra en cloud-server ud på de anvendte enheder - altså ude ved endpoint. Det kommer til at påvirke mange ting i it-infrastrukturen.
Fra jorden til skyen til kanten
It-branchen har alle dage været buzz-ordenes højborg - få brancher matcher os her. Nogle er dog blevet store og afgørende. IoT fylder alt nu, og den store bølge før dét var (og er) cloud. Næste bølge er edge. Og før vi kaster os ud i konkrete produkter, skal vi have lidt basics på plads.
Edge handler om processering af data tæt på datakilden i stedet for at sende alt arbejdet ud i cloud’en. Men… når vi nu i snart to årtier har debatteret muligheder og udfordringer med cloud’en, skal vi så til at droppe den igen? Det hurtige svar er nej – skyen forsvinder ikke. Med edge kommer den blot tættere på dig og din infrastruktur.
For jo flere data, vores enheder producerer, jo større belastning kommer der på vores netværk. Så en helt åbenlys driver i edge-udviklingen er selvsagt hastighed. Hvis du kan undgå at sende din forespørgsel en halv omgang rundt om jorden, men i stedet nøjes med 30 meter, ja så er det vel at foretrække? Latency bliver med andre ord en saga blot. Edge handler basalt set om geografisk distribution af data.
Forvirring eller fordele?
Nye tendenser larmer altid lidt. Men igennem røgen tegner sig alligevel et billede af de umiddelbare fordele med edge - også selvom vi ellers lige syntes, at vi var på plads med hele cloud-bølgen… Vi nævner i flæng:
1. Omkostninger
For virksomheder, som er gået fuldt i cloud, opdager man måske, at udgifterne til netværk er steget mere, end man beregnede. Den kan nedbringes betragteligt, hvis data ikke skal ud og hjem flere gange, før de lagres. Og ja, tid er også penge – se næste punkt.
2. Hastighed
Latency kan påvirke performance på vigtige realtids-applikationer på endpoints af enhver art. Svartiden fra et datacenter i skyen kan være mærkbar, og det er dyrt at se på det berygtede ”lykkehjul”, mens produktionen raser afsted om ørerne på én. Edge computing sender data ud på ultrakorte rejser med ultrahøj hastighed.
3. Stabilitet
For store produktionsvirksomheder eller grafiske ditto belaster det netværk og servere maksimalt, hvis flere og flere enheder konstant generer og sender data til cloud. Og så er der den fordel ved edge computing, at dit system kan arbejde videre for fuld damp, selv hvis forbindelsen til din cloud server skulle ryge.
4. Sikkerhed
Som med al ny teknologi diskuterer man de sikkerhedsrelaterede aspekter. Her går edge computing faktisk ind og løser et ”gammelt” anliggende, som mange cloud-bårne virksomheder har: At man skal sende, lagre og behandle rå data på en cloud-server. Med en edge (server) har du faktisk mulighed for at klare arbejdet, på kanten, hvor tingene sker – og så sende dine krypterede data ud i din cloud med en højere dataintegritet.
Store krav
Edge computing giver altså nye måder at gøre ting på. Det oplagte spørgsmål, hvis man fx har erfaring med produktions- og industrivirksomheder, er dog, hvordan man sikrer optimale vilkår for databehandling ”ude på kanten” af en it-infrastruktur. Der stilles jo traditionelt store krav til et datacenter – fra temperaturer til luftfugtighed og meget andet. Men selvom markedet betegnes som helt nyt, så ser man allerede nu, at en producent som Lenovo er fremsynede og tager højde for mange af de traditionelle krav i deres kommende edge-produkter.
Eksemplets magt – Lenovo tager den til kanten
Der er mange eksempler på edge, og mange tænker nok straks på mobile devices. Men vi ser også i den industrielle produktion en øget forespørgsel på edge-teknologi. Hvor ofte er man ikke kommet i en produktionshal, hvor der ovre i hjørnet står en gammel, åben PC? Alle kan tilgå den – et typisk, men meget usikkert setup. Og i takt med at der ligger flere og flere data på endpoints med adgang til skyen, så skal de altså sikres.
Et godt eksempel på edge computing er Lenovo’s edge-serie ThinkSystem SE350. De har kort fortalt opfundet et nyt produkt, som kombinerer tre ting.
- Noget, der kan stå i en fabrik i stedet for føromtalte pc
- En robust og meget fejltolerant server, der er puttet ned i et pc-kabinet
- En sikker løsning: Hvis maskinen bliver stjålet, så forbliver data krypterede, og kun admin kan låse op
Eksemplet med tyveriet er ikke spor fortænkt. Lenovo har til industri-løsningerne lavet en genistreg. Man indkoder serverens fysiske placering, så hvis nogen flytter den en millimeter, krypterer den data og lukker sig selv ned.
Farvel til datacenteret
”Farvel til datacenteret” - en overskrift, som ses i mangt en luftig tendensartikel derude, men bare rolig, her taler vi blot helt bogstaveligt i tilfældet med Lenovo’s SE350. Dén har nemlig sagt farvel. ”Når vi står i produktionen, må vi affinde os med nogle helt andre luftfugtigheder og temperaturer end i et datacenter, hvor man arbejder inden for meget snævre intervaller. Men det er der taget højde for med edge-serverne. De kan operere ved op mod 55°C, og kan klare en luftfugtighed mellem 8 og 90%. Det har industrikomponenter kunnet længe, men her taler vi spritnye it-komponenter”.
Edge overalt
Industrieksemplet herover er et lyslevende bevis på, at udviklingen er i fuld gang. Men også i dagligdagen vil vi om kort tid leve med edge-teknologi omkring os i stor stil – alene af den årsag, at datatransmission er dyrt. Mobile enheder, smarte hjem og intelligent trafikstyring er selvskrevne. Men tag eksempelvis selvkørende biler. Nok det mest tydelige, vi kan komme på. Ifølge Intel’s CEO, Brian Krzanich, vil en selvkørende bil – som jo er direkte afhængig af at kunne reagere på processerede data på splitsekunder – generere 40 TB data for hver 8. time i drift. Held og lykke med at lave en opkobling, som kan bære dét, når de i tusindetal kører rundt i gaderne! Her kommer edge ret overbevisende til sin ret.
Koger vi tingene lidt ned, så taler vi om Cloud edge, som Lenovo tapper ind i, og så Device edge, hvor IoT-enheder begynder at klare dataarbejdet selv.
Hvad bli’r det næste?
Eksemplet med bilen herover svarer lidt på det. Den databehandling, bilen må foretage, vil kræve meget avancerede algoritmer, som vil gøre den noget nær intelligent. Artificial Intelligence (AI) er næste skridt. AI kommer til at løse mange ting, i og med at vi ser flere og flere sensorer i vores ting. I produktionen kan det være drejebænke eller rullebåndsanlæg, hvor bevægelser skal monitoreres og behandles i realtid. Nye, unikke AI-komponenter vil smelte ind og skubbe IoT og edge-udviklingen yderligere.
Tænd kontakten