I edgemo anmelder vi ofte produkter og løsninger. Det er edgemo-folket selv, der tester, vurderer og skriver anmeldelserne. Det gør vi, for at du kan få en idé om, hvordan produktet fungerer, hvem det passer til, og om det lever op til producentens ord. Men i juni 2021 tog vi skeen i den anden hånd og udskrev en konkurrence, hvor vores kunder kunne ansøge om at teste og anmelde et nyt produkt. Det var så stor en succes, at vi i december gentog. Og resulatet ser du herunder, nemlig i Bennys anmeldelse af Microsoft Surface Laptop 4.
Benny fra Team Digital Arbejdsplads anmelder Microsoft Surface Laptop 4
Selvom fødselsattesten afslører at jeg er i starten af 40’erne, følte jeg mig som et barn til juleaften, da jeg modtog pakken med den nye Surface Laptop 4. Glæden var stor, og familien var samlet for at tage godt imod den lille nye. Efter at alle havde rørt maskinen, løftet den, vendt og drejet den, blev det endelig min tur til alene tid med maskinen.
Unboxing var næsten på højde med Apple, og fra første øjekast var jeg begejstret over produktet. Simpelt og stilrent design, der signalerer kvalitet. Surface 4 føles stabil uden at være tung, med den helt rigtige balance og vægtfordeling.
Det stramme design understreges af det klassiske om end moderne Windows logo, som heldigvis er det eneste, der pryder denne flotte laptop. Tiden med utallige klistermærker fra højttaler producenter, processer producenter og andre ligegyldigheder er heldigvis forbi. Næsten vemodigt at mindes de gode gamle ”T. Hansen tider”, hvor der ikke var plads nok til GTI og udstødnings producenter stickers, på bagenden af den skamsænkede Golf.
En genistreg
Den positive oplevelse blev endnu mere forstærket, da låget blev åbnet på laptop’en. Modellen jeg sidder med, er med det lækre alcantara rundt om tasterne, og hold fast det er lækkert at hvile håndleddene på. Ikke nogen kold og hård metal- eller plastikramme, men i stedet en blød og varm fornemmelse. Det udstråler luksus og virker meget slidstærkt.
Tasterne virkede i starten lidt plastikagtige, men efter en uges tid finder fingrene hurtigt og problemfrit rundt på tasterne. Skærmen har en høj opløsning på hele 2256x1504, og står skarpt med gode farver. Efter et par uger, er jeg næsten blevet afhængig af touch styring. Hurtigt og intuitivt lige at scrolle, zoome ind og ud samt hurtigt klikke videre på diverse sider og præsentationer.
Og tak for den magnetiske lader, der selv finder vej til ladeporten! Slut med bekymringerne om at laptop’en ryger på gulvet, fordi børnene eller kollegaen snubler over ladekablet – en genistreg.
Windows Hello ansigtsgenkendelse er ikke bare en smart feature, men også sikkerhedsmæssigt et plus. Det virker hver gang, og selv i halvdårligt lys kan den genkende ansigtet.
Jeg er blevet overrasket
Maskinen jeg sidder med, er udstyret med 8 GB RAM, som lige er til den stramme side. Men til mine normale ”kontor” opgaver klarer den opgaverne fint, og selv med utallige Teams møder bliver den ved med at levere.
Jeg er blevet overrasket over hvor god en maskine det er, og jeg må sige at jeg igennem den sidste måned er blevet stor fan af Microsoft Surface Laptop 4. Den kan klart anbefales.
Tænd kontakten